Nyt spillested

29. april 2018 flytter klubben til Drop Inn, Kompagnistræde 34, København K

Igennem 9 år har Long John Jazzklub haft fast tilholdssted på Charlie Scott’s

Efter mange drøftelser i bestyrelsen, er den nået til den konklusion, at tiden er blevet moden til at se på hvorledes klubben kan videreudvikles med nye tiltag. Derfor har bestyrelsen vedtaget at klubbens arrangementer fremover flyttes til Drop Inn, hvor vi i perioden 2006-2008 har haft til huse. Beslutningen er også taget af hensyn til Charlie Scott’s, som foruden at spille en masse jazz, også drives som sportsbar, hvor de store fodbold- og rugbykampe ofte spilles samtidig med vores arrangementer. Bestyrelsen glæder sig derfor til at vise klubben frem fra d. 29. april på Drop inn, Kompagnistræde 34, København K hvor den nye ejer af stedet, Mia Schlytter, vil byde os velkommen. Efter hun overtog stedet i 2017, er det blevet bygget om med større scene og mulighed for dansegulv – flere af vores medlemmer har allerede besøgt stedet under deres ugentlige fredags-jazz. Bestyrelsen vil sige mange tak til Charlie for at lægge lokaler til og en stor tak til de to bærende og altid smilende piger i baren, Alberte og Torild, som har fulgt os de sidste mange år.

Bestyrelsen